Vikærgården: Mellem hospital og hjem
Artikel: Anders Schou-Hedegaard
Foto og video: Peter Justesen
På Vikærgården har de 63 sengepladser. De fleste af pladserne bruges til borgere, der har været på sygehuset, men som alligevel stadig ikke er friske nok til at komme tilbage til eget hjem, før de har fået genoptræning.
Vikærgården er typisk en mellemstation mellem hospital og eget hjem, og det er en borgerkonsulent fra Aarhus Kommunes magistrat for Sundhed og Omsorg, der visiterer borgerne til stedet. Omkring 95% af beboerne på Vikærgården kommer fra et hospital, ofte Aarhus Universitetshospital, men det kan for eksempel også være fra Hammel Neurocenter. Den lægefaglige udredning og behandling i forbindelse med hospitalsindlæggelsen er afsluttet, men borgerne er ikke raske, så de kan klare sig selv i eget hjem, og det skal et ophold på Vikærgården gerne sikre, så vidt det er muligt.
Utroligt tilfredsstillende arbejde
Mille Hammershøj er social- og sundhedsassistent og har arbejdet på Vikærgården siden 2003. Dengang rummede stedet almindelige plejeboliger, så hun har været med i hele den udvikling, der er sket siden. Mille Hammershøj er på rehabiliteringsafdelingen, og det er hun glad for.
– Det er utroligt tilfredsstillende at hjælpe folk til selvstændighed, og det ser jeg som min væsentligste opgave, fortæller hun.
En af Mille Hammershøjs opgaver er at sørge for, at borgerne bliver hjulpet til at gøre dagligdags ting. Det sker blandt andet med gåture, så borgerne kan klare sig i eget hjem.
Det er også assistenterne, der hjælper borgerne med genoptræning på stuerne, hvor de sørger for at aktivere, så borgerne i højere grad bliver selvhjulpne.
Social- og sundhedsassistenten og hendes kollegaer støtter borgerne i at genvinde hverdagsfærdigheder, som at gå på toilettet, tage bad eller spise selv. Rehabiliteringen sker altid efter mål, som borgerne selv har været med til at opstille.
– Det kan også for eksempel være at fastholde en almindelig døgnrytme, for den forsvinder også nemt, når man er indlagt på et hospital, hvor der ofte foregår meget, siger Mille Hammershøj, som også forklarer, at ældre kan have svært ved at overskue for eksempel at tage sko og strømper på, når det under et længerevarende hospitalsophold ikke har været en del af deres hverdag.
Vikærgården er Sundhed og Omsorgs center for korttidspladser og er en del af det nære sundhedsvæsen. Her hjælper to akutafdelinger og en rehabiliteringsafdeling borgerne, så de klarer mest muligt selv efter et hospitalsophold.
Et ophold på Vikærgården varer typisk to til fem uger, og der er 63 pladser fordelt på 43 på de to akutafdelinger og 20 på rehabiliteringsafdelingen. Borgerne på akutafdelingerne har normalt flere og – eller – mere omfattende funktionsnedsættelser og dermed et større plejebehov end på rehabiliteringsafdelingen. Der er omkring 120 medarbejdere på Vikærgården – ca. halvdelen er social- og sundhedsassistenter, og der er også sygeplejersker, diætister, samt ergo og fysioterapeuter ansat.
Læger fra Aarhus Universitetshospitals afdeling for ældresygdomme kommer to dage om ugen på Vikærgården og følger de borgere, som er udskrevet fra afdelingen. Når andre borgere har brug for lægehjælp, så kontakter personalet deres egen læge eller vagtlægen.
Tidligere lå patienterne i højere grad end i dag på hospitalerne til de var raske, mens hospitalerne nu har fokus på, at lægerne udreder patienterne og sætter en behandling i gang, hvorefter de hurtigst muligt udskriver patienterne, når deres tilstand er stabiliseret.
Nogle bliver udskrevet til hjemmepleje i eget hjem, mens andre bliver udskrevet til steder som Vikærgården. Den udvikling giver god mening for Mille Hammershøj.
På hospitalerne har man naturligt nok fokus på sygdommene, mens vi her kigger på hele borgeren og også for eksempel ser på ernæring og hvilke hjælpemidler, der kan hjælpe borgeren til at klare mest muligt selv, siger social- og sundhedsassistenten, der også peger på, at der er en forhøjet infektionsrisiko på et hospital, hvor der er mange meget syge mennesker.
13 år på hospital
Kirsten Nordendahl er social- og sundhedsassistent og oprindeligt uddannet som sygehjælper. Hun har arbejdet på Vikærgården i tre år og arbejdede før det 13 år på en akut modtageafdeling, der lå på det tidligere Århus Amtssygehus. Tidligere har Kirsten Nordendahl også arbejdet på plejehjem.
Hun søgte ind på en af Vikærgårdens akutafdelinger, fordi hun fik besked på, at der ikke skulle være social- og sundhedsassistenter på den akutte modtageafdeling, når den rykkede ud på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
– Jeg havde ikke lyst til at være med i en omplaceringsproces og tænkte, at det her kunne være et godt alternativ, fortæller Kirsten Nordendahl.
Hun oplever i høj grad, at hun i sit nuværende arbejde kan bruge sine erfaringer fra den akutte modtageafdeling.
– Man skal virkelig være skarp her og meget opmærksom på, hvordan borgernes tilstand udvikler sig, siger Kirsten Nordendahl og peger på, at der på Vikærgården er flere assistenter og færre sygeplejersker, end på et hospital, ligesom der ikke på samme måde er en læge ved hånden.
Borgerne opholder sig typisk op til fem uger på Vikærgården, og det er en forandring fra den akutte modtageafdeling, hvor patienterne hurtigt blev sendt videre.
– Her følger vi borgerne over et langt forløb, hvor vi virkelig kan se, når folk rykker sig og får det bedre, forklarer hun.
Folketinget skal sikre det nære sundhedsvæsen
FOA Århus formand Inge Jensen Pedersen er tilhænger af idéen om et nært sundhedsvæsen, hvor kommunerne tager imod de borgere, som stadig er for dårlige til at kunne klare sig selv hjemme, når de bliver udskrevet fra et hospital.
– Den opgave skal naturligvis løses, og der kan være mange gode grunde til sådan en arbejdsdeling mellem kommuner og region. Men det er afgørende, at Folketinget sikrer, at kommunerne får penge nok til at drive det nære sundhedsvæsen, understreger hun.
Hvis staten ikke financierer det nære sundhedsvæsen tilstrækkeligt, så vil kommunalpolitikerne nemlig skulle træffe et forudsigeligt og ubehageligt valg.
– Så vil politikerne enten skulle tage pengene til det nære sundhedsvæsen fra andre områder som børnepasning, skoler eller almindelig ældrepleje. Eller også vil opgaven ikke blive løst ordentligt, forudser Inge Jensen Pedersen.
